Radio GHETTOBLASTER inviterede til lydvandring i Mjølnerparken, Titanparken og Aldersrogade i anledningen af 48 TIMER FESTIVAL – Nørrebros Kulturfestival, april 2013.

GHETTOBLASTER har i samarbejde med Københavns museum og børn og unge fra Mjølnerparken, Titanparken og Aldersrogade produceret 12 forskellige audiowalks, der tager dig med på en unik vandring mellem gårde og boligblokke.

Hør sjove, skæve og rørende hverdagsfortællinger om fællesskab, drømmen om den perfekte opgang, og hvordan man forholder sig, når en løve er løs i gården. Lydfortællingerne giver børn og unges perspektiv på boligområder, som mange københavnere har fordomme omkring og er bange for at færdes i. De giver et personligt, skævt og poetisk indblik i den mangfoldige hverdag, der udspiller sig i de arkitektonisk ensrettede boligområder.

Jeg fungerede som både konsulent og producent på audiowalkene, og har sammen med Gry Asser Bertelsen skabt fortællingerne fra Mjølnerparken, hvor du kan lytte til 2 af dem herunder. Du kan stadig lytte til fortællinger og på ruten med din smartphone her. Læs og lyt mere til GHETTOBLASTERs på gblaster.dk.