Sammen med Anne Clement Neimann underviste jeg i skoleåret 2013-14 et hold i radio i Københavns Ungdomsskole på Vesterbro. Her
lærte vi unge fra 13-17 år at lave radio.

Holdbeskrivelse:
Vil du være radiovært? Kan du lide at fortælle historier? Tør du tage mikrofonen med ud i byen og interviewe dit idol, din lokale kioskejer eller din bedstemor?

På radioholdet lærer du at lave radio. Vi vil introducere til mediets muligheder, for interviewteknik og redigering, og du kan lave alt fra nyheder til satire.

Det er sjovt og nemt at lave radio. Radio kan med meget få virkemidler komme helt tæt på den personlige historie og skabe stemningsfulde historier, man husker.

Hver måned sender vi en time live fra vores studie på Vesterfælledvej. Her kan du få lov at agere vært, producer, radiojournalist eller afvikler i teknikken.